Nyhedsbrev 03 /2015


Ny direktør
Den 54-årige Peter Kirkegaard har afløst Anders Kabel som direktør i Byggeriets Arbejdsmiljøbus.
 
Han kommer fra en stilling som faglig konsulent i DFL, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening.
 
Tidligere har han blandt andet været arbejdsmiljø- og kvalitetschef hos entreprenørvirksomheden Hoffmann A/S og arbejdsmiljøkonsulent i SiD og 3F.
 
Peter skal køre arbejdsmiljøbussen ind i en ny fase, nu hvor ordningen har fundet godt fodfæste i branchen, og konsulenternes besøg på byggepladser og i virksomheder nyder stadig større anerkendelse og opbakning.


Nye biler
 
Konsulenterne i Byggeriets Arbejdsmiljøbus kører næsten en kvart million kilometer om året. Derfor skal bilerne være up-to-date med hensyn til sikkerhed, driftsøkonomi og komfort.
 
De nye biler, som er Opel Vivaro (Årets varebil 2015), er leaset i 5 år, og er indrettet med mobilt kontor, skuffer og reoler til materialer og plads til en stenvogn, vinduesløfter eller andet, som konsulenterne har med til afprøvning på pladserne.
Udseendet er som tidligere med den let genkendelige farve, mens illustrationerne på bilernes sider har skiftet model.
 

Erhvervs PhD – projektet er afsluttet

 
Den 9. oktober forsvarede PhD-studerende Jeppe Ajslev sit projekt med titlen: Smerte som kollektiv vane.
 
Forud var gået 3 års forskningsarbejde, hvor Jeppe i en erhvervs PhD, har haft sin daglige gang i Byggeriets Arbejdsmiljøbus.
 

Afhandlingen har sat fokus på muskel- og skeletbesvær (MSD) blandt bygningsarbejdere, hvor man i mange år har forsøgt at reducere de ergonomiske belastninger med fx løftegrænser og tekniske hjælpemidler. Men dette har ikke hjulpet fuldt ud, idet bygningsarbejdere stadigvæk har ondt og bliver slidt, og det prøver Jeppe i sit projekt at finde forklaringer på hvorfor.

 

Omtale af projektet kan ses her.

 

 


  

Ny videntjeneste i Byggeriets Arbejdsmiljøbus

 

Den hotline som blev etableret i BAR Bygge og Anlæg i forbindelse med Knæk Kurven-initiativet afsluttes omkring årsskiftet. Men der har været et udbredt ønske fra bygherrer og rådgivere om at fortsætte ordningen, og det bliver nu i en ny videntjeneste som placeres i Byggeriets Arbejdsmiljøbus.

Vi ved, at en væsentlig andel af alle arbejdsulykker i byggeriet kan undgås ved bedre planlægning, og hvis sikkerheden tænkes ind, allerede når arkitekten slår de første streger på blokken.

Selvom der er langt tid til den første håndværker sætter sine ben på byggepladsen, så skal der tænkes i arbejdsmiljø og sikkerhed, allerede når et byggeri er på tegnebrættet. En ny videntjeneste skal hjælpe bygherrer og rådgivere med det ansvar og de pligter, de har i de tidlige faser af byggeriet. 
 
Den nye videntjeneste starter op ved årsskiftet.
 

Se mere om den eksisterende hotline her.

 

Ansvarshavende redaktør: Peter Kirkegaard

Byggeriets Arbejdsmiljøbus © 2015

Nyhedsbrevet må frit citeres, hvis det klart anføres, at der citeres fra Byggeriets Arbejdsmiljøbus’ nyhedsbrev.
    

 
Design & CMS by Webbureauet Krogstrup & Hede